Dundee var den 2. bordeaux vi fik, og var et stykke tid vores "gamle hund" i flokken. 
Født 19.08.1998 - død 07.11.2007.
Far: Majic Max De L'Etang De Mirloup. Mor: Emma Vom Holm.
Dundee var vores store glade hund. Han var rolig, afbalanceret og helt igennem rar. Han har altid fungeret perfekt. Han har sprængt et korsbånd på et tidspunkt, ellers har han aldrig fejlet noget. Desværre fik Dundee aldrig sit underbid, og kunne derfor ikke udstilles. Bortset fra det har han været den perfekte bordeaux og har godmodigt accepteret alle de forandringer der skete, efterhånden som vi fik andre hunde. Dundee havde en særlig høj stjerne hos min mand, idet han altid har været "Fars hund".

Den 07.11.2007 måtte vi sige farvel til Dundee. 3 uger før begyndte Dundee at få epileptiske anfald. Dette fik vi styr på med medicin. Men lige pludselig gik det stærkt ned af bakke. Dundee havde gennem længere tid fået smertestillende medicin, fordi bagben og bagkrop var slidt, måske af gigt. Og det gik fint indtil  han fik epilepsi, men så blev han træt og begyndte af "hænge". Kroppen blev gammel og han havde svært ved at rejse sig, og kunne ikke så godt klare trapperne mere. Nogle gange stod han og hang med bagkroppen og han blev træt og sørgmodig i øjnene, ligesom om han mistede gnisten. Vi har den holdning af vores hunde skal have et pragtfuld liv og en værdig død. Så den dag måtte vi sige farvel til vores elskede Dundee. Vores dyrlæge Jens kom hjem til os, så Dundee kunne dø hjemme hvor han var tryg og hvor vi alle kunne sige farvel til ham. Han sov stille ind på sit tæppe mens vi kælede ham og græd sammen. Bagefter fik de andre hunde lov til komme ind og sige farvel. Som ventet var Toscana den første der gik hen til ham - hun er en kærlig hund med megen empati for de andre. Hun snusede og puffede blidt til ham og kiggede spørgende op på mig. Da jeg sagde at nu sov Dundee uden smerter, logrede hun og gik væk. Så kom Anubis ind og gik hen til ham. Han snusede mere påtrængende til Dundee, skubbede ham i brystet og løftede hans pote med snuden flere gange og da det gik op for ham at Dundee ikke reagerede luskede han væk igen. Cartouche kom ind til sidst men var vist lidt oppe at køre over at Jens' bil holdt i indkørslen og kunne ikke rigtigt forstå hvad der skete. Det tog noget tid før han meget kort gik hen og snusede til Dundee, men så vendte han sig og fjumsede rundt ved Jens. Da jeg sagde til Jens at Cartouche vist var ligeglad, sagde Jens at han godt vidste hvad der foregik. Det var åbenbart bare hans måde at reagere på. Da Jens og Jan bar Dundee ud i bilen, kunne Anubis altså ikke forstå hvad det dog var de gjorde med Dundee. De bar ham i tæppet og det var lige før Anubis prøvede at kravle op til Dundee i tæppet, så jeg måtte holde ham tilbage så de kunne bære Dundee ud. Dundee var jo en stor tung basse, så det krævede sine mænd, at få ham ud i bilen. Nu er han blevet kremeret og kommet tilbage i en urne, ligesom Bilbo og Gunilla. Så er han ligesom ikke så langt væk, vel? Dundee blev 9 1/2 år gammel.
Dundee, tak for alle de dejlige minder du har givet os. Du vil være elsket og savnet i vores flok, og du er for evigt i vores hjerter. Hils Bilbo og Gunilla når du krydser regnbuebroen og genser dem. Sov godt.