Cartouche er vores skøre hollænder. Født 06.11.2003 - død 03.07.2010
Far: Barney. Mor: Pumbaa V.T Venneke.
Cartouche er vores næstældste bordeaux. Han er også vores mest a-typiske bordeaux. Han er nok nærmest et "dampbarn" af sind. 120 km i timen fra han står op til han går i seng. Han er lille i størrelsen og har kun været udstillet 2 gange med en 2. og en 3. præmie, p.g.a. størrelsen. Han viste sig at have svær HD på begge hofter. Fordi han ikke skulle bruges i avl og for at prøve at dæmpe hans mærkelige vaner og få noget fylde på ham, valgte vi at få ham neutraliseret. Det har ikke hjulpet en pind: Han er lige vanvittig og har ikke taget et gram på! Desuden ved han altså ikke at han har svær HD: Han splintrer stadig med 120 km i timen og er vores absolut smidigiste, aktive og mest vagtsomme hund! Men som min dyrlæge siger: Han skal jo ikke gå på sine HD-billeder...
Vi skriver dette for at fortælle, at kl. 23.30 lørdag 3.Juli har vi sagt farvel til vores elskede skæve hollænder Cartouche.
I tirsdags begyndte han at halte, måske har han trådt forkert eller ned i et hul, eller han har splintret for vildt efter en eller anden cyklist, der tillod sig at køre forbi Hans have. Det blev jævnt værre gennem de næste dage, og trods smertestillende medicin begyndte han at gå så dårligt at vi fredag aften havde vores fantastiske dyrlæge Jens forbi og se på ham. Jens var ganske bekymret over at se hvor dårligt han gik og hvordan han opførte sig, for Jens er kun vant til at se Cartouche splintre rundt som den damphund han var. Han undersøgte hans krop og ben og var især bekymret over at han gav sig, når han mærkede på Cartouches ryg. Vi tror Cartouche har beskadiget nogle nerver i ryggen, eller at hans svære HD lige pludselig indhentede ham og lukkede af for nogle nervebaner i ryggen. Det var helt tydeligt at han var stærkt plaget af smerter. Og selvom han fik Cortison indsprøjtning og stærkt smertestillende medicin, så var det tydeligt lørdagen igennem at han ikke fik det bedre.
Han var utilbøjlig til at gå ud. Flyttede sig kun ganske få gange for at finde skygge og lidt vind, og lå ellers stille hen. Ikke at han sov, så han kunne få ro - han lå bare og kiggede ud i luften, og trak vejret tungt. Hen under aften lagde han sig ud på det kølige badeværelsesgulv, og her blev hans vejrtrækning mere uregelmæssig. Vi kunne mærke hans hjerte slog uregelmæssigt og hans pupiller var kæmpestore. Til sidst kunne han slet ikke rejse sig og begyndte at ligge og pive flere gange. Og så vidste vi godt det var slut. Han skulle ikke lide mere. Det var blevet hans tid til at sige farvel.
Vi ringede til Jens kl. 23 og han forlod sin familie og kom. Cartouche fik noget at slappe af på, og vi kunne høre hans åndedræt blive roligt. Cartouche sov stille ind, omgivet af os 2 der elskede ham, og Jens der holdt meget af vores skæve hollænder. Mens vi kælede og krammede ham, løb den grimme lilla vædske ind i hans arm og stoppede hans liv. Det var slut og han led ikke mere. Vi flyttede ham ind på hundepuden i stuen, og de andre hunde fik lov til at komme ind og sige farvel. Duncan snusede meget og puffede lidt til ham, Sjasen var mere lidt over det hele, og lille Aslan kunne ikke rigtig forstå at Onkel Tussie lå så stille. Men de fik sagt farvel og dermed har de en afslutning på den del af deres liv, som Cartouche var.
Tilbage sidder vi 2 så, kede af det, uforstående overfor at endnu en bordeaux ikke nåede at blive 7 år. Vi havde regnet med at Cartouche skulle blive ældre end alle andre af vores bordeaux'er havde været, for han var jo lille og let, og havde altid splintret rundt. Der var ikke et gram fedt på ham, så han burde jo være kernesund. Men sådan skulle det altså ikke være.
Cartouche er draget over Regnbuebroen. Over til vores andre elskede og savnede hunde. Over hvor vi alle skal se hinanden igen engang. Med sig tager han kys og kram til vores hunde, og en lille del af vores hjerter. I tomrummet han efterlader, vil han altid have sin helt egen specielle plads, hvor vi vil gemme og mindes hans skæve påfund, hans skævt løftede ører, hans mærkelige runde øjne når han kiggede på os, oplagt til ballade. Og hans silkebløde pels, som en hundehvalp der aldrig blev voksen....
Cartouche du var noget helt særligt. Du vil aldrig blive glemt og du vil være elsket og savnet for altid. Sov sødt lille Touche. Vi skal ses igen engang. Og der på den anden side af Regnbuebroen er ingen smerte. Vi savner dig, og vores hjem virker stille nu, hvor vi ikke kan høre dit uregelmæssige åndedræt. Men vi har vist dig den respekt du fortjener. Vi har vist den ultimative kærlighed og har sagt farvel til dig. Hvor var det godt vi var her. Hvor var det godt vi sagde stop og du ikke lå og døde alene, men omgivet af mennesker der elskede dig. Farvel skæve skøre hollænder.
Sidst: Efter ovenstående blev skrevet i tårer lørdag nat, har vi fået vished for hvad der egentlig var i vejen med Cartouche. Hans nyrer svigtede og satte ud. De daglige tissetåre er ophørt, og det passer med at han var mørk i huden og hans blod var mørkt. Han blev forgiftet af sin egen krop. At det var nyrerne blev også bekræftet da jeg viste vores hundemassør Christina, det sted på rygges hvor han havde reageret da Jens mærkede på ham om fredagen. Det rygled har direkte forbindelse til nyrerne. Det har givet en ro og en vished, der gør det muligt at indse, at vi gjorde det rigtige for vores smukke hund.
Cartouche, du er savnet hver eneste dag. Du har fyldt mere end vi tænkte over, og vi savner dig sådan. Hvil i fred dejlige røde splintrehund.